Juicyblogs

Din vej til en sundere livsstil

Juicyblogs

Din vej til en sundere livsstil

Generelt

Hvad kan man lave på et bål?

Du kan lave bål på alle tider af året, men som de fleste vælger du sikkert sommeren. Det kan også være, at du aldrig har lavet et bål i dit liv. Eller også kunne du bare godt tænke dig idéer til andet bålmad end den sædvanlige pølse og det halvbagte snobrød. Uanset hvad, er du kommet til det rette sted.

Pandekager, lasagne, flæskesteg og bagte kartofler

Selvom andre bilder dig noget andet ind, er der stort set ingen grænser for, hvad du kan lave på et bål. Ikke hvis du har det rigtige udstyr.

Med en simpel bålpande kan du f.eks. lave alt lige fra røræg og bacon til pandekager og brownies. Har du mod på mere, så køb en støbejernsgryde og et stativ. Så begynder det at ligne noget, og du kommer ikke til at mangle måder at lave bålmad på.

Med dette udstyr kan du lave alt, hvad du ellers laver derhjemme. En støbejernsgryde har mange funktioner udover at være en gryde. Støbejern fordeler varmen til hele gryden. Derfor behøver den ikke være for tæt på ilden. Ligger du samtidig nogle stykker kul på låget, har du pludselig en ovn, som du kan bage brød og kanelsnegle i, tilberede en lækker flæskesteg og sågar lave lasagne i.

Bare husk at fore bunden af gryden med bagepapir, hvis du bager brød, så det ikke brænder på. Vær også opmærksom på, at det trods alt er et bål, så varmen justeres ved at rykke gryde, pander og andet længere væk eller tættere på ilden.

Du behøver dog ikke altid en masse udstyr. Mange grøntsager kan laves direkte på gløderne, hvis du lader skallen/bladene blive eller laver dem i sølvpapir. Prøv f.eks. at smide en helt majskolbe med blade på bålet, en hel porre eller kartofler i sølvpapir. Det får en helt anden smag, når det tilberedes på denne måde.

Her kan du finde opskrifter til pandekager over bål og andre idéer til bålmad.

Kaffe og te er også et hit på bålet

Med en emalje-, stål- eller aluminiumskedel kan du nemt byde gæsterne på lidt at drikke. Kog vandet op og smid et tebrev i kedlen. Eller kog vandet op og smid friskkværnede kaffebønner i, rør rundt og sæt på varmen igen, lad simre i 2-4 minutter og tag den så af varmen og lad kaffegrumset falde til bunds i et par minutter. Så har du en lækker kogekaffe. Andre kalder det også cowboy kaffe.

Sådan får du gang i bålet

Indsaml alt materialet inden du tænder bålet.

Byg bålet langsomt op. Start med helt små kviste og stykker af bark. Kan du finde harpiks, er det også godt at smide ned sammen med kvistene. Den gode harpiks er den som ofte løber ned af grantræer og næsten ligner smeltet stearin. Kommer du godt fra start, behøver du hverken sprit eller gamle aviser.

Saml derefter nogle mindre grene oven på ilden. Ikke for mange på en gang, da det ellers kvæles. Herfra er det sådan set bare at smide mere og mere på, så du får en god ild at lave din bålmad på.