Jeg synes, det er vildt flot at så mange kendte, men også ukendte mennesker, står frem og fortæller om det med at stå og gerne vil have børn, men det bare ikke lykkes. Og hold op det er en mærkelig følelse.  Jeg kender den alt for godt. For da Mason skulle til verden, gik det ikke, som vi troede, men vi skulle igennem denne rutsjebane

Vi kom til Skejby, hvor man snakkede IVF, og så måtte jeg stikke mig selv og igennem ægudtagning, og så vente på at ægget skulle lægges op igen.

Den store dag kom, hvor ægget skulle tilbage, og så skulle jeg vente to uger på svar.

I mellem behandlingen fik jeg akupunktur to gange, da det hjælper at ægget sætter sig fast.

Heldigvis lykkedes det første gang, og Mason kom til verden 9 mdr. efter.

Men efterfølgende står man og tænker, hvem var det, der var skyld i det? Og jeg havde faktisk sagt nå, så får jeg nok ikke flere børn, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at det kan jeg godt, men måtte desværre træffe et valg om abort på det tidspunkt.

Men hvorfor skal det holdes hemmeligt?

Mine venner og familie har vidst det, men ellers ikke andre, synes det er flovt, man skal “gemme” sig væk. Folk på TV3 inden vi rejste til Robinson vidste det, for hvis vi fik tilbud med start i den dato, måtte vi udsætte eller blive hjemme.

Jeg vil ikke holde det hemmeligt mere, fordi så mange folk kæmper med dette problem.

I er seje, at I tør stå frem, og jeg håber, at det lykkes for jer alle. Men jeg kan godt forstille mig, at det må være hårdt jo flere gange, man går igennem det.