Kæreste Juicy ♡

Jeg vil lige starte med, at sige tusinde tak fordi I tog så godt i mod mit seneste indlæg og af hjertet tak for jer, som har skrevet og ønsket min Yakub god bedring. Det varmer!

Som jeg jo fortalte jer har Yakub været sygemeldt fra sit arbejde grundet stress.

Det aller værste er, at se dem man elsker være kede af det, triste eller såret på den ene eller den anden måde. Det gør så ondt indeni.

At se sin bedre halvdel forsvinde væk, være lige glad med ting han ellers vægter højt i hans dagligdag og manglende overskud uden, at kunne gøre andet end bare at være der, kysse ham, kramme ham, fortælle at jeg elsker ham og, at jeg til hver en tid vil lytte til ham er pisse hamrende hårdt, når man ikke længere kan se gnisten i hans øjne.

Det var frustrerende!

Jeg følte mig fuldkommen magtesløs. Jeg havde en følelse af, at det var mig han var sur på, selvom han flere gange sagde til mig, at det intet havde med mig at gøre.

Jeg havde rigtig svært ved at forstå hvordan det kunne være, at han ikke kunne finde overskud til Caya og jeg, da jeg mener at det vel er os han skulle kunne slappe af og være lykkelig med.

Jeg gik hele tiden og spekulerede over om der mon var nogle ting jeg kunne gøre anderledes.

 Til sidst måtte jeg indse, at dét jeg gjorde var rigelig, men at det i virkeligheden nok drejede sig om tid.

Men hvor lang tid?

Jeg er, som mange andre mennesker, rigtig dårlig til det her med, når jeg ikke har noget konkret at forholde mig til.

Hvornår mon han ville blive rask igen? Snakker vi dage, uger eller måneder?

Jeg spurgte min Yakub om hvad vi kunne gøre for, at han fik det bedre. Vi blev hurtigt enige om, at han skulle ud at finde et nyt arbejde. Stressen lå udelukkende i hans arbejde.

Så vi gik igang med at skrive en masse gode ansøgninger. Det vigtigste var bare, at han kom væk fra sit daværende arbejde. Der gik ikke lang tid før han kom til den første samtale, og var så heldig at han nu har fået noget vikariat.

Mange der får stress lukker sig inde og ender senere med at udvikle en depression.

Min Yakub lukkede sig også inde. Til forskel til så mange andre synes han bare, at det var enormt rart at få snakket om tingene. Tit og ofte var det de samme ting vi snakkede om og de samme konklusioner vi kom frem til. MEN! Det hjalp ham.

Det var en kæmpe lettelse for mig. Allerede efter tre uger i hans “sygdomsforløb” kunne jeg begynde at mærke fremgang.

Hey! Det er sgu da ligemeget hvad jeg følte, for tænk nu hvis han følte det stik modsatte?

Heldigvis følte vi det samme. For DER VAR OG DER ER fremgang.

 Og ved I hvad? Han er endelig begyndt at smile igen. Han er begyndt at få sit glimt i øjet tilbage. Dét varmer mit hjerte!

 Så det bedste redskab vi har brugt i denne proces er, at tale sammen og givet plads til hinanden.