Kære Juicy

Nu kan jeg endelig ånde lettet op og glæde mig over at det hele er overstået.

Caya fastede fra kl 22:00 søndag aften til kl 09:00 mandag morgen, hvor selve indgrebet skulle finde sted. Dét i sig selv var faktisk ikke det store problem. Det var nemt at aflede hendes sult ved hjælp af sang og leg. Tænk at jeg har gået og været så nervøs? Det gik så fint og Caya tog det hele i stiv arm.

Da det blev vores tur gik Cayas farmor, Caya og jeg ind på stuen og jeg lagde C på briksen, så lægen kunne give hende masken på med narkosen. Hun græd selvfølgelig meget og syntes ikke det var spor sjovt. Men jeg holdte godt fast om hendes hænder, imens jeg hviskede hvor højt jeg elsker hende og hvor stor og sej en pige hun er. Jeg stod ved hendes side lige indtil lægen sagde, at hun var faldet helt i søvn.

Vi blev bedt om at gå ud så de kunne komme i gang med indgrebet. Da vi kom ud fra lokalet trillede tårnene ned af mine kinder. Hvorfor ved jeg egentlig ikke.. Jeg var nemlig helt tryg ved lægen og var sikker på at det hele nok skulle gå godt. Det varede trods alt kun 10 minutter. Jeg er nok bare blevet lidt ekstra følsom efter jeg er blevet mor. Specielt når det omhandler nogen jeg elsker.

Når, jeg fik tørret øjnene og sad sammen med Cayas farmor og ventede bare på at hun blev færdig. Vi blev kaldt ind på opvågningsstuen og der lå vores lille mus og sov så fredfyldt. Vi kyssede hende begge to og sad og kiggede på hende. Der gik lidt tid før hun begyndte at få øjne, så jeg blev lidt nervøs, selvom “sygeplejersken” stod og overvågede hende lige indtil hun vågnede og sikrede sig, at alting var som det skulle være.

Det var den dejligste følelse da hun vågnede op. Jeg følte nærmest at en stor sten forsvandt fra mine skuldre. Hun græd slet ikke og var bare parat til at komme hjem og få noget mad og drikke.

Nu ligger hun i barnevognen og sover middagslur og farmor på sofaen. Det var åbenbart en hård omgang for dem begge. Imens vil jeg få styr på nogle praktiske ting. Blandt andet menuen til i aften.

Kæmpe kram